Beskrivelse
:
I – Baggrund og formål Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelsen (FMI) udbyder kontrakt vedrørende levering, support og vedligeholdelse af en elektronisk patientjournalløsning med tilknyttede Bestillingsydelser. Forsvaret har i dag et EPJ-system, ”Cosmic”, og anvender herudover systemet ”Novax”. ”Novax” er todelt og består af henholdsvis ”Novax Læge” og ”Novax Session”, som anvendes ifm. Forsvarets Dag til bl.a. opslag på sundhed.dk og til håndtering af sessionssøgende og processen herfor. Forsvaret ønsker fremadrettet én samlet EPJ-løsning, der skal baseres på en velafprøvet konfigurerbar standardløsning (”COTS-løsning”), og som kan afvikles på en anerkendt teknologistak. EPJ-løsningen er et centralt og forretningskritisk system for Forsvaret og skal fungere som et arbejdsredskab for sundheds-, psykolog-, socialfagligt og administrativt personale, nationalt som internationalt, fx ved Forsvarets sejlende enheder og infirmeridrift. Løsningen skal indeholde historiske og aktuelle helbredsoplysninger om civile og militært ansatte i Forsvaret, værnepligtige samt veteraner. Løsningen skal anvendes til løbende at journalisere og sagsbehandle oplysninger inden for de enkelte myndigheds- og forretningsområder samt understøtte forskning og give beslutningsstøtte. Løsningen skal dels konfigureres til understøttelse af Forsvarets fælles forretningsmæssige behov og dels til myndighedernes individuelle forretningsbehov, jf. nedenfor. Dette medfører bl.a. krav til overholdelse af lovgivning vedrørende dataadskillelse (både på myndighedsniveau og ift. formål/funktion). Eksempler på arbejdsprocesser, som løsningen skal understøtte: Journalføring, sagsbehandling og dokumentation ifm: - Helbredsvurderinger, beredskab, flyve- og navalmedicinske godkendelser, vaccination mv. på infirmerier, nationalt som internationalt, - Rekruttering, ansættelse og test ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS), - Psykologisk behandling, socialfaglig rådgivning og sagsbehandling ved Veterancentret, - Arbejdsskade og efterfølgende sagsbehandling ved FPS, og - Screening og undersøgelse af sessionssøgende ved Forsvarets Dag. Løsningen skal herudover understøtte: - Kommunikation med det øvrige sundhedsvæsen, herunder kommunalt og regionalt, - Opdatering, vedligehold og deling af helbreds- og vaccinationsstatus som led i at kunne stille styrkelister, - Præsentation af data til fx ledelsesrapportering, kvalitetssikring, opfølgning og forskning, lokalt og globalt, og - Booking, planlægning, opfølgning, administration, sagsbehandling og overblik. Løsningen skal understøtte udveksling og indhentelse af data fra andre interne og eksterne systemer og skal integrere til fx sundhedsdatanettet og e-Boks samt understøtte konkrete EU og NATO protokoller til udveksling af data i NATO-regi. Det eksisterende EPJ-system har i dag ca. 600 registrerede brugere (læger, sygeplejersker, psykologer, socialrådgivere, sagsbehandler o.a.) og indeholder ca. 900.000 journaler og anvendes af ca. 200-250 samtidige brugere. Antallet af journaler forventes at stige væsentligt med anskaffelsen af den nye løsning, idet denne bl.a. skal understøtte sagsbehandling ved Forsvarets Dag, hvilket pt. vedrører sagsbehandling af ca. 50.000 personer om året stigende til +70.000 personer om året. Tilsvarende forventes antallet af registrerede samt samtidige brugere at kunne stige i kontraktens løbetid. FMI vil varetage driften af løsningen, som skal placeres på Forsvarets klassificerede netværk ”FIIN” (klassificeret ”Til Tjenestebrug”). II - Hovedydelserne Kontrakten omfatter følgende hovedydelser: a) Levering, implementering og konfigurering af EPJ-løsning Leverandøren skal levere en standard EPJ-løsning, med funktionalitet, der opfylder Forsvarets behov. Løsningens brugergrænseflade skal være på dansk. Leverandøren skal i tæt samarbejde med Forsvaret bl.a. implementere og konfigurere løsningen samt etablere de nødvendige interne og eksterne integrationer forud for idriftsættelsen. Forsvaret har behov for hurtigst muligt at få implementeret løsningen. Leverandøren skal bl.a. bistå med installation og opsætning af løsningen på Forsvarets servere, konvertering af udvalgte data fra de eksisterende EPJ-systemer til det fremtidige format og indlæsning heraf samt uddanne administratorer, implementeringsansvarlige og slutbrugere. Dette bl.a. med henblik på, at Forsvaret efter overtagelsen af løsningen selv kan varetage 1st og 2nd level support samt kontinuerligt konfigurere EPJ-løsningen. Implementeringsfasen skal gennemføres i et tæt professionelt samarbejde med Forsvaret iht. Forsvarets retningslinjer for governance. b) Vedligeholdelse Vedligeholdelse omfatter bl.a. forebyggende og løbende vedligeholdelse af EPJ-løsningen, herunder i form af fejlrettelser og ved levering af nye releases og nye versioner mv. Leverandøren skal bistå Forsvaret med installation af nye versioner og releases on-site. Forsvaret vil selv varetage vedligeholdelse af platformsinfrastruktur. c) Support Support omfatter bl.a. 3rd level support i form af incident- og problemmanagement. Forsvaret vil selv være ansvarlig for 1st og 2nd level support, herunder generel slutbrugersupport, initial visitering og videredistribution af indberettede incidents til leverandøren. d) Bestillingsydelser Leverandøren skal på Forsvarets anmodning bl.a. bistå med: - Konfigurering og mindre videreudvikling, - Rådgivning/uddannelse ift. ny funktionalitet og konfigureringsmuligheder, - Etablering af nye integrationer samt tilpasning af eksisterende integrationer, - Teknisk konsulentbistand til Forsvarets driftsmiljø relateret til den leverede EPJ-løsning, - Uddannelse af brugere, og - Konsulentbistand i øvrigt. e) Transition ud og ophørsydelser Leverandøren skal bistå med transition ud og øvrige ophørsydelser.
Hovedpunkterne i proceduren
:
Bemærk, at hver ansøger kun kan indgive én ansøgning om deltagelse. FMI har udarbejdet et prækvalifikationsspørgeskema (herefter ”PQQ”), som ansøgerne opfordres til at anvende ved ansøgning om deltagelse. PQQ’en indeholder formularer og skabeloner til afgivelse af oplysninger mv. i overensstemmelse med kravene i udbudsbekendtgørelsen. Det understreges dog, at det alene er ansøgers eget ansvar at sørge for, at de afgivne oplysninger overholder kravene. PQQ’en er tilgængelig via det elektroniske udbudssystem. Ved afgivelse af tilbud (men ikke ansøgning om deltagelse) skal tilbudsgiver afgive en erklæring på, at tilbudsgiver 1) ikke er omfattet af de obligatoriske udelukkelsesgrunde i forsvars- og sikkerhedsdirektivets artikel 39, stk. 1, og udbudslovens § 134 a, samt 2) hvorvidt tilbudsgiver har ubetalt forfalden gæld vedrørende skatter og afgifter eller ydelser til sociale sikringsordninger i henhold til dansk lovgivning eller lovgivningen i det land, hvor tilbudsgiver er etableret. Der vil i udbudsmaterialet vedlægges en skabelon til dette formål, som tilbudsgiver kan anvende. Hvis tilbudsgiver består af en sammenslutning af enheder (f.eks. et konsortium), herunder midlertidige joint ventures, skal hver enhed i sammenslutningen afgive en erklæring. Selvom en ansøger eller tilbudsgiver måtte være omfattet af en udelukkelsesgrund, vil FMI ikke udelukke den pågældende, hvis denne har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at denne er pålidelig. Hvorvidt dokumentationen er tilstrækkelig, er FMI afgørelse. FMI’s vurdering vil ske som ud fra retningslinjerne i udbudslovens § 138, stk. 1-4. FMI forbeholder sig ret til at tildele aftalen på grundlag af det indledende tilbud eller eventuelle efterfølgende indledende tilbud. Ifølge forsvars- og sikkerhedsdirektivet kan en ansøger basere sig på andre enheders økonomiske og finansielle kapacitet og/eller tekniske og/eller faglige kapacitet uanset den juridiske karakter af relationen til enhederne. Hvis en ansøger ønsker at basere sig på andre enheders kapacitet og ønsker, at disse andre enheders kapacitet skal tages i betragtning ved FMI's vurdering af ansøgers egnethed, skal ansøger dokumentere, at disse andre enheder vil og er forpligtet til at stille de relevante ressourcer til ansøgers rådighed. En skabelon til en erklæring herom fra den støttende enhed er vedlagt den ovenfor nævnte PQQ.