Beskrivelse
:
Ordregiver udbyder med denne udbudsbekendtgørelse og det øvrige udbudsmateriale en opgave som bygherrerådgiver i forbindelse med realiseringen af almene boliger på Enghave Brygge Syd (”Projektet”), herunder bistand til bedømmelsen af udbud og deltagelse i Projektets gennemførelse i totalentreprise. Ordregiver søger en bygherrerådgiver, der har stærk teknisk og tværfaglig forståelse samt erfaring med koordinering og rådgivning i komplekse og større byggeprojekter omfattende mange forskellige boligtyper. Bygherrerådgiverens opgaver spænder over alle Projektets faser og omfatter blandt andet understøttelse af udbud, projektering og udførelse, samt sikring af fremdrift, kvalitet og et effektivt samarbejde i tæt dialog med Ordregiver. Det er herunder bygherrerådgiverens opgave at sikre effektiv tværgående dialog, klar ansvarsfordeling og håndtering af tekniske grænseflader for at minimere risici og sikre en smidig projektgennemførelse. Bygherrerådgiveren skal understøtte Projektets tekniske og kvalitetsmæssige målsætninger ved at sikre overholdelse af fsb’s fokusområder, gældende lovgivning, miljøkrav og specifikationerne i byggeprogrammet. Bygherrerådgiveren skal desuden bidrage til at sikre, at byggeriet gennemføres inden for de aftalte tids- og økonomiske rammer. Opgaven omfatter følgende prioriterede – men ikke udtømmende – faglige områder: 1. Alment boligbyggeri, herunder de almene bygge- og tilsagnsprocesser. 2. Træbyggeri og hybridkonstruktioner, herunder kendskab til statik, præfabrikation og montage. Fokus på lang levetid og teknisk robusthed. 3. Fugtstrategi, herunder udarbejdelse af fugtstrategi for træbyggeri og kontrol heraf, samt bistand med løbende kontrol af totalentreprenørens projektering og kvalitetssikring under udførelse. 4. Brandtekniske løsninger i lette konstruktioner, herunder brandstrategier i byggeri med træ og lette materialer bl.a. vedrørende gældende lovgivning. 5. Komplekse tekniske installationer, bl.a. vedrørende kvalitetssikring indenfor ventilation, varme, brugsvand og el, herunder teknisk infrastruktur og integration af sikkerhedssystemer, samt håndtering og evt. udnyttelse af regnvand. 6. Bæredygtighed med afsæt i DGNB og LCA, herunder DGNB-certificering og dokumentation af bæredygtighed og CO2-aftryk. 7. Ibrugtagning og teknisk commissioning, bl.a. vedrørende sikring af struktureret og grundig ibrugtagning, ved både del-aflevering og AB-aflevering, herunder funktionstest, drifts-instruktion, indregulering og digital aflevering. 8. Driftsvenlige og holdbare løsninger, herunder granskninger og generel kvalitetssikring med fokus på lang levetid og robusthed i de valgte løsninger, samt tilgængelighed til installationer. 9. Tid- og økonomistyring, herunder rådgivning i forbindelse med tids- og økonomistyring. 10. Byggeplads og udførelse, herunder organisering af byggeplads og bygbarhed i udførslen, med fokus på logistik, sikkerhed og tidskoordinering ved delaflevering og indflytning. Området Enghave Brygge Syd blev efter et konkurrenceforløb vundet af AP Ejendomme i foråret 2024. AP Ejendomme købte herefter området af By og Havn. Enghave Brygge Syd består af byggefelterne J, K, L, M, N1, N2 og N3, hvor Cobe er masterarkitekt i forhold til at planlægge det samlede projekt. For at sikre en varieret, skarp og kvalitativ arkitektur blev flere tegnestuer inviteret med på teamet. Cobe står således, udover at være masterplanlæggere, som rådgivere, for byggefelt L, Dorte Mandrup for byggefelt K, JAJA for byggefelt J og Vandkunsten for N2+N3. Hvor J, K, L, M og N1 kører videre med AP Ejendomme som bygherre, skal N2 og N3 udelukkende bestå af almene boliger og de to byggefelter bliver udviklet ved en delegeret bygherremodel mellem AP Ejendomme og fsb. Som en del af AP Ejendommes udbud er det sikret, at Vandkunsten fastholdes som rådgiver. Det samlede projekts vision for Enghave Brygge Syd er, at det nye boligkvarter skal bidrage til udviklingen af Københavns havneløb som et rekreativt, grønt åndehul i byen. Grundlæggende er et konstant fokus på det gode håndværk inden for bæredygtighed og arkitektur. Derfor er der udover et fokus på æstetik og funktionalitet også et skærpet fokus på holdbarhed i forhold til levetid og social impact. Projektet omfatter matriklerne N2 og N3, der udføres inden for et samlet byggefelt og i tæt dialogen med AP Ejendomme, By & Havn samt Københavns Kommune. Bl.a. skal der i Projektet tages højde for nærheden til Enghave Brygge metrostation, H.C. Ørsted Værket og de øvrige byggefelter. Projektets samlede anskaffelsessum er ca. kr. 700 mio. inkl. moms. Landsbyggefonden yder derudover et grundkøbslån på ca. kr. 130 mio. inkl. moms. Der arbejdes på at opføre 320 boliger (ca. 23.000 m2) fordelt på boligtyperne: familieboliger, familieboliger i bofællesskab, ungdomsboliger og små billige boliger til kommunal anvisning. Fællesfaciliteter placeres bl.a. i stueetagen, så områdets intention om åbenhed og transparens herved kan imødekommes. Projektet udvikles med afsæt i typologiske byggeklodser. Boligerne udføres som træmodulbyggeri – præfabrikerede rumstore moduler – der enkeltvis eller i kombination af flere spænder fra små til større boliger. Boligmoduler ankommer og monteres med fuld færdiggjort aptering. Facaderne beklædes med træ og lette metalfacadeplader. Projektet skal opnå DGNB Guld og leve op til 2023 lavemissionsklasse. Projektet udbydes i totalentreprise med forhandling efter udbudsloven på grundlag af Dispositionsforslag Plus. Efter behov iværksættes projektudvikling forud for endelig aftale med totalentreprenøren. Totalrådgiveren vil herefter overgå til totalentreprenøren og følge sagen videre. Projektet forventes klar til udbud efterår 2025. Opstart af Projektets udførelse er efterår 2026. Aflevering af byggefeltet N2 er forår 2029 og N3 er vinter 2030. For yderligere oplysninger om bygherrerådgiverkontraktens genstand henvises især til udbudsbetingelsernes afsnit 1.