Anden begrundelse
:
Apparaturet benyttes til måling af patienters blodsukker som led i bl.a. monitorering og ved mistanke om akut hypo- eller hyperglykæmi. Da måleresultaterne anvendes direkte i patientbehandlingen og der tages kliniske beslutninger umiddelbart efter analyseresultat, er det afgørende, at apparaterne leverer præcise og pålidelige målinger i overensstemmelse med gældende standarder. En markedsundersøgelse viser, at Roche Diagnostics A/S er den eneste leverandør af apparaturet, som lever op til følgende krav: • De danske krav til præcision for glukosemålere er maksimalt 4 % CV, baseret på biologisk variation (Kvalitetssikring og kvalitetskrav til laboratoriemedicinske aktiviteter i almen praksis, 2010). Apparatet skal leve op til dette krav i hele måleområdet, også for resultater under den øvre referencegrænse på 7,8 mM. Derudover skal udstyret opfylde internationale korrekthedskrav i henhold til ISO 15197:2013, hvilket betyder en maksimal bias på ±0,83 mM ved værdier under 5,5 mM og ±15 % ved værdier over 5,5 mM. • Der skal foreligge en godkendt SKUP-evaluering, som dokumenterer, at apparatet lever op til kravene til præcision og korrekthed inden for det tilladte i hele måleområdet. Evalueringen skal opfylde kravene ved brug både i hospitalsregi og almen praksis. • Grundet de mange brugere på hospitalerne, er det nødvendigt, at løsningen er skalerbar og at hvert apparatur kan håndtere over 10.000 brugere. • Der skal der ydes teknisk og klinisk support på dansk for at sikre hurtig fejlhåndtering og minimere nedetid. • I Region Syddanmark arbejder medarbejdere ofte på tværs af hospitaler og afdelinger, hvilket nødvendiggør ensartet udstyr og middleware af hensyn til drift, betjeningssikkerhed og patientsikkerhed. Derfor er det et krav at apparaturerne understøtter central styring af brugere, konfiguration og certificering, således at kun kompetent sundhedspersonale kan anvende dem. • Apparaturet skal integreres direkte med middleware og være kompatibelt med regionens e-læringsplatform, Plan2Learn, hvilket muliggør løbende certificering/recertificering og dokumentation for oplæring, hvilket understøtter korrekt diagnostik og dermed en ensartet og sikker patientbehandling på tværs af Region Syddanmark hospitaler, præhospitale enheder og øvrige behandlingssteder. Ordregiver agter, grundet ovenstående, at indgå kontrakt med Roche Diagnostics A/S om levering af POCT glukoseapparater (cobas pulse), da anskaffelsen er omfattet af reglerne om udbud med forhandling uden forudgående udbudsbekendtgørelse, jf. udbudslovens § 80, stk. 3, nr. 2, idet kontrakten af tekniske grunde kun kan overdrages til én bestemt økonomisk aktør. Der findes, ifølge Region Syddanmark markedsafdækning, ikke andre aktører på markedet, som har en kommercielt tilgængelig løsning, som pr. dags dato lever op til ovenstående ufravigelige kvalitets- og udstyrskrav.