Beskrivelse
:
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (A.P. Møller Fonden) inviterer, i samarbejde med Zealand Business College (ZBC), arkitekttegnestuer til at søge prækvalifikation til projektkonkurrence om transformation af ZBC’s eksisterende faciliteter i Roskilde: Fremtidens Skærehaller. OPGAVEN: ZBC skal gennemføre en bæredygtig transformation af de fysiske rammer på erhvervsskolens campus i Roskilde. Visionen er at skabe et åbent og inviterende bygningsanlæg og et sammenhængende indre campusområde: Nye rammer for læring, studiemiljø, faglige og sociale arrangementer, der vil være omdrejningspunktet - og det nye ansigt ud ad til - for ZBC Roskilde. Projektet omfatter renovering og ombygning af den bygning, der tidligere husede slagteruddannelsens skærehaller, herunder renovering af tag og facader, samt et løft af de nære udearealer. Zealand Business College (ZBC) udbyder uddannelser i 10 byer på Sjælland, herunder i Roskilde, hvor der udbydes EUD og EUX indenfor områderne fødevarer, SOSU, industri, samt sikkerhed og service, foruden kurser og efteruddannelse. Ombygningen vil først og fremmest være til gavn for de erhvervsuddannelseselever, der har deres daglige gang på skolen, men er også målrettet folkeskoleelever i brobygningsforløb, elever i efteruddannelsesforløb, internationale elever og andre eksterne gæster. Projektets mål er at skabe et attraktivt og fleksibelt lærings- og studiemiljø, hvor åbne og sammenhængende rumforløb danner ramme om studieliv og afholdelse af events. Der ønskes en transparent og sammenhængende bygning, hvor den ny hovedadgang forbindes fysisk og visuelt med eksisterende og nye faglokaler og de eksisterende undervisningsfløje. Transformationen kan opsummeres i fire større nedslag: NY ANKOMST OG UDEAREALER: Udearealerne foran og omkring bygningen bearbejdes og aktiveres. STUDIEMILJØ: Nye, samlende rammer om et attraktivt og levende studiemiljø. LÆRINGSRUM: Fremtidssikrede rum for læring med større fleksibilitet og nærhed mellem praksis og teori. EVENT- OG AKTIVITETSOMRÅDE: Centralt, multifunktionelt område, der kan danne ramme om faglige og sociale aktiviteter og events. Eksisterende bygningsareal, der berøres af ombygning og renovering udgør ca. 6700 m2. Rådgivningen udføres som totalrådgivning (arkitekt, ingeniør og landskab), fra kontraktindgåelse (forventet april 2025) frem til aflevering og ibrugtagning af det færdige byggeri (forventet august 2028). Entreprisen for renovering og ombygning forventes udbudt i hovedentreprise på basis af projektforslag. Hovedentreprisen udbydes i et begrænset udbud, alternativt i et udbud med forhandling. ØKONOMISK RAMME: Forventet økonomisk ramme per september 2024 er ca. 122 mio. DKK ekskl. moms. Rammen omfatter både ZBC’s egenfinansiering og bevillingen fra A.P. Møller Fonden. Den forventede økonomiske ramme dækker over håndværkerudgifter vedr. alle bygnings- og anlægsarbejder, inkl. vinterforanstaltninger, byggeplads, pulje til uforudsete omkostninger på 15% og rådgiverhonorar. KOMMUNIKATION: Udbudsmaterialet vil være gratis, ubegrænset og fuldt tilgængeligt på iBinder. Bemærk at det fulde konkurrencemateriale (konkurrenceprogram og bilag) først er tilgængeligt ved opstart projektkonkurrence. Ansøger skal tilmeldes/oprettes i iBinder for at kunne anmode om prækvalifikation. Her kan eventuelle spørgsmål stilles og blive besvaret. Tilmelding/oprettelse kan ske uden omkostning. TIDSPLAN FOR PRÆKVALIFIKATION: Projektkonkurrencen bekendtgøres d. 19. september 2024. Frist for spørgsmål vedr. prækvalifikation er d. 7.oktober 2024. Frist for aflevering af ansøgning om deltagelse er d. 25. oktober 2024 - kl. 12.00. Meddelelse til ansøgerne om udvælgelse forventes udsendt d. 12. november 2024. TIDSPLAN FOR KONKURRENCEN: Projektkonkurrencen forventes udskrevet d. 22. november 2024 – kl. 12:00. Her gøres konkurrenceprogram og bilag tilgængeligt for de prækvalificerede deltagere. Besigtigelse (ZBC i Roskilde) er d. 28. november 2024 – kl. 10:00-12:00. Frist for spørgsmål til konkurrencen er d. 31. januar 2025. Afleveringsfrist for konkurrenceforslag senest d. 21. februar 2025 – kl.12:00. Orientering om udpegning af vinder d. 31. marts 2025.
Hovedpunkterne i proceduren
:
OM KONKURRENCEN: A.P. Møller Fonden udbyder projektet som en projektkonkurrence med forudgående prækvalifikation. Ansøger (totalrådgiver) skal være en arkitektvirksomhed. Det er hensigten at prækvalificere op til fire (4) deltagere til konkurrencen. Konkurrencens sprog er dansk. Ansøgningen skal afleveres på dansk og arbejdssproget ved realiseringen vil være dansk. Konkurrenceforslagene afleveres og bedømmes anonymt. Der nedsættes en dommerkomite bestående af repræsentanter fra A.P. Møller Fonden og ZBC samt to fagdommere. Dommerkomiteens afgørelse er bindende for ordregiver. De fire (4) ansøgere, der prækvalificeres til at deltage i projektkonkurrencen, vil hver modtage et vederlag på 200.000 DKK ekskl. moms, forudsat at der rettidigt afleveres et konditionsmæssigt konkurrenceforslag. For den ansøger, der indgås kontrakt med, vil vederlaget blive betragtet som et a conto vederlag og vil blive fratrukket honoraret for totalrådgivning. Når vinder af projektkonkurrencen er udpeget, overgås til udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse, jf. udbudslovens §82, og kontrakten om totalrådgivning vil blive tildelt på baggrund heraf. Værdien af rådgiveraftalen forventes at være ca. 13 mio. DKK ekskl. moms. Honorar til totalrådgiver omfatter certificeret statiker og brandrådgiver, samt bæredygtighedsledelse, byggeledelse, fagtilsyn og AMK (P).